Jeg elsker at fylde auberginer, med alt muligt forskelligt. De kan fyldes med stort set det man har lyst til eller det som der nu lige er køleskabet 😉
Denne version kombinerer to ting jeg elsker; auberginer og dal. Dal er en indisk gryderet med grøntsager og masser af linser (typisk røde eller gule). Server auberginerne som hovedret, eller hvis du kan få fat i små auberginer (de har dem ofte i asiatiske supermarkeder eller hos arabiske grønthandlere) er de perfekte som tapas eller forret. I supermarkederne har de typisk de lidt store mørke auberginer, men auberginer fås i mange farver og størrelser. Her til aften fungerede de som hovedret i madklubben ‘den grønne mund’ 😀
Opskrift Aubergine med linsefyld
225 g fint hakket løg
350 g sqaush i små tern
1 stor rød peberfrugt i små tern
3 fed hvidløg, fint hakket
2 tsk chiliflager, eller en frisk chili (vælg den smags variant du er mest til)
2 tsk timian
2 tsk paprika
2 tsk salt
2 tsk knust spidskommen (hvis du har hel spidskommen, kan du riste det først og derefter maser det i en morter)
4 dl linser
2 spsk tomatpure
6 dl vand
olie
salt og peber
6 auberginer
Evt 6 skiver tofutti cheddar-like “ost”
Flæk auberginerne på langs og skrab frugtkødet ud med en ske, auberginen er nu en hul båd. Hak ca halvdelen af frugtkødet i små tern. Kom aubergine tern, løg, hvidløg, peberfrugt, sqaush og krydderier i en stor gryde. Svit grøntsagerne i olie ved middelvarme til de bliver let klare. Tilsæt linser og vand og tomatpure og bring retten i kog. Skru ned og læg låg på. Lad den simre i 20 minutter, rør et par gange undervejs. Hvis det begynder at bliver tørt, så tilsæt en lille smule mere vand undervejs. Når linserne er kogt ud kommes auberginebådene i et let smurt fad og fyldes med dal (linseretten). Bag dem ved 180 grader i 18 minutter. Læg en skive tofutti-ost på og giv dem 2 minutter til. Server dem dampende varme med en frisk salat til.
Velbekommen 🙂