Category Archives: Hovedretter

Pasta med kål og mild safransauce

I går lavede jeg en let og lækker ret, som er super til den travle hverdag. Jeg valgte at bruge både broccoli og blomkål, men brug det du har, eller bedst kan lide. Kort tilberedningstid, lavt kalorieindhold og masser af alt det sunde.

Saucen er en mild safransauce. Hvis du ikke har eller vil købe safran, så spring det over. Mange steder kan man erstatte det med gurkemeje. Men i denne milde sauce, vil smagen af gurkemeje nok blive for bitter og “tør”.

Jeg har valgt at servere den med fettuccine pasta af grønne soyabønner. Det er jo en lidt anderledes pasta, hvis du ikke kan lide den, så brug almindelig pasta.

Opskrift Pasta med kål og mild safransauce

Sauce:

700 ml boullion

2 spsk gærflager (se vigtigt i mit køkken)

3 spsk majsstivelse

4 spsk soyafløde

lidt safran (lidt mellem to fingre…svært at måle små mængder)

lidt revet muskatnød

frisk kværnet peber

Pasta til 4 pers.

1 blomkåls hoved

1 stort bundt broccoli

Kog blomkål, broccoli og pasta, til de konsistenser du forestækker. Kom alle tre dele i et fad.

I mens laver du saucen. Bring boullionen i kog, tilsæt gærflager, safran, muskatnød og peber. Rør majsstivelsen og i en kop med en lille smule koldt vand og hæld det i saucen under omrøring. Lad saucen småkoge i et par minutter. Tag den af varmen og tilsæt soyafløden. Smag til med salt og peber.

Hæld 2/3 af saucen over kål og pasta og vend den i fadet. Hæld resten af saucen over. Server straks, evt med linsedeller. Vupti…serveret på 20 minutter.

fullsizeoutput_a52

Velbekommen 😀

 

Nytårsforberedelser, krydret kikærtesalat og Baba ganoush

I morgen aften serveres årets sidste måltid og det synes jeg godt må være lidt lækkert. Det er ved sådan en lejlighed, jeg laver mad, som tager lidt ekstra tid. Jeg har valgt at lave flere små retter, inspireret af det mellemøstlige køkken. I dag har jeg lavet Baba ganoush (aubergine dip), bagte peberfrugter, hummus og en krydret kikærtesalat. Hver ret i sig selv er ikke specielt tidskrævende, men når jeg nu har besluttet mig for mange retter, ja så tager det jo sin tid.

Baba ganoush bliver anrettet med de bagte peberfrugter og frisk persille. Hummus med hakkede persille og oliven. Kikærtesalaten behøver kun et drys urter.

Hertil skal serveres safran ris, med ristede mandler, salad shirazi (tomat, agurk, løg og krydderurter), couscous salad, Oumph-kebabish og brød 🙂

Selvfølgelig er der også tid til at lave Baileys…. som skal nydes til kaffen bagefter 😛

Her kommer opskrift på Krydret kikærtesalat (som egentlig kunne være et måltid i sig selv!) og Baba ganoush. I morgen tager jeg billeder af de egentlige anretninger, så dem må du vente på.

Opskrift Krydret kikærtesalat

img_6379480 g kogte kikærter, svarer til 2 dåser.

150 g squash i små tern

200 g fint hakket rødløg

2 fed knust og hakket hvidløg

100 g fint hakkede soltørrede tomater (det lille billede viser nogle af mine foretrukne, da de ikke et alt for fede, fra Føtex)

2 tsk knust koriander

2 tsk knust spidskommenimg_6380

1 tsk kanel

3/4 tsk knuste chiliflager

1 spsk tahin

salt, peber og olivenolie

Krydderierne varmes i en god klat olivenolie. Tilsæt squash, løg og hvidløg og svits det ved middel varme (det må ikke brænde på) i 10 minutter, mens du rører hyppigt. Vend kikærterne i og tilsæt tahin. Svits i yderligere 10 minutter. Smag til med salt og peber. Skru ned på laveste blus og lad det stå yderliger 10 minutter og rør i det et par gange undervejs. Kan spises varm og kold. En ret, som kun er bedre dagen efter, så lav den endelig i god tid.

Drys med frisk persille eller koriander og server med brød og Baba ganoush.

 

Opskrift Baba ganoush

2 auberginer

1 tsk koriander

1 tsk spidskommen

1/2 tsk paprika

2 spsk tahin

salt og peber

Prik huller i auberginerne og bag dem i 45 minutter ved 200 grader. De skal være helt møre. Når de er kølet af, deles de i halve og det møre aubergine-kød skrabes ud med en ske. Alle ingredienser kommes i en foodprocessor. Kør til du har den ønskede konsistens. Jeg foretrækker den cremet og ensartet. Smag til med salt og peber. En skøn dip, dressing , smørepålæg og snack.

fullsizeoutput_a23

Krydret kikærtesalat i gryden… velbekommen 😀

 

 

Thai ret – Tofu i grøn karry

Selvom det er december, må der godt komme andet på bordet en jule mad… Thai inspirerede retter er nemme og super lækre. Du kan varierer indholdet, alt efter hvad der er i køleskabet af grønsager. Jeg har en forkærlighed for grøn karry, men rød karry er også rigtig godt.

Opskrift: Tofu i grøn karry

500 g fast tofuimg_6304

2 røde snack peber

300 g slikærter/sukkerærter

3 stk forårsløg

Stilken fra et stort bundt broccoli (det er mad, ikke affald 😉  )

2 store håndfulde babyspinat

1 dåse kokosmælk

Grøn karrypasta

3 kardemomme kapsler

Soyasauce

Peanutbutter

limesaft (eller citronsaft)

Sesamolie

Olivenolie

Skær tofuen i tern, ca 1×1 cm. Varm lidt olie (2/3 oliven, 1/3 sesamolie) og en lille teske grøn karry pasta op og svits tofuen ved lidt over middelvarme i 5 minutter. Vend tofuen hyppigt. Tag tofuen op og læg den til side.

Snit broccoli og peberfrugt i tynde stænger og forårsløg i tynde ringe. Varm en lille smule olie (2/3 oliven, 1/3 sesamolie), 2-3 tsk grøn karry karry pasta og kardemomme kapslerne op. Når blandingen er godt varm, tilsæt grøntsager og svits dem 3-4 minutter, under mens du vender dem. Tilsæt kokosmælk, 1 tsk limesaft, 1 tsk peanutbutter, 2 tsk soyasauce og spinat og lad retten komme i kog. Skru ned og smag til med salt, peber limesaft og soyasauce.

Server retten dampende varm med ris eller nudler.

img_6307

Velbekommen 😀

 

Jule Linsepostej

Ja så nærmer vi os igen jul 🙂 Jeg plejer at lave denne nøddesteg til jul og den er virkelig god. I år vil jeg prøve en med linser og selvfølgelig skal den testes i god tid og det kræver en lille julefest, så sådan blev det i dag 😉

Jeg har valgt at bruge linser fra dåse, da jeg synes de giver den helt perfekte konsistens i postejer, men du kan fint koge nogle selv.

Opskrift Jule Linsepostej

500 g grønne linser fra dåseimg_6288

1 lille fed hvidløg

110 g løg

200 g revet knoldselleri

70 g hasselnødder

70 g valnødder

2 spsk engelsk sauce

4 spsk mel

1 spsk rødvinseddike

1/4 tsk røget paprika

1 tsk timian

1 tsk rosmarin

1,5 tsk salt

peber

Nogle hele valnødder til pynt

Hak løg, hvidløg og nødder fint gerne i foodprocessor. Kør ca 2/3 af linserne gennem foodprocessoren. Den sidste trediedel kommes hele i, så postejen får lidt struktur. Bland alle ingredienserne. Smag til med salt og peber. Kom postejen i et smurt ildfast fad og glat den pænt på overfladen. Pynt med hele valnødder. Bag den 50-55 min ved 170 grader (varmluft).

Spis den gerne med hvide- og brunekartofler, rødkål, sovs og hvad du ellers kan lide på julebordet. Rester er perfekte som pålæg i madpakken.

Rigtig god december.

fullsizeoutput_9d0

Velbekommen 😀

Bagt blomkål – til os der elsker blomkål!

Jeg tror aldrig jeg bliver træt af kål. Der er så mange varianter af kål og de kan hver især tilberedes på mange forskellige måder. I dag har jeg bagt blomkål til min frokost. Spis den på ristet brød, som tilbehør til f.eks. linserdeller, eller blot med en kogt kartoffel. En ret som indeholder godt under 100 kcal pr 100 g.

Saucen jeg har hældt over er cremet og lækker og egner sig også rigtig fint til lige at vende en portion pasta i, det er en meget kalorielet sauce, hvor alle kan være med…. også ungerne 🙂

Opskrift Bagt Blomkålimage

Sauce:

30 g gulerod i små stykker

150 g kartoffel i små stykker

1/4 tsk herbamare

Vand

1/4 tsk løgpulver

1 tsk hvidvins eddike

1 spsk gærflager

salt og peber

550 g blomkåls buketter

120 g ærter

Kom kartofler, gulerod og herbamare i en lille kaserolle, med vand så det lige dækker. Kog under låg, til det er helt mørt. Blend heleherligheden med gærflager, løgpulver og eddike. Smag til med salt og peber.

Kog blomkålsbuketterne en smule. Der skal stadig være godt bid i dem. Fordel buketterne i et ovnfast fad, hæld ærterne og derefter saucen over. Bage blomkålen 20 minutter v 175 grader (varmluft).

Her nydt til frokosten på en skive brød.

image

Velbekommen 😀

Kiksuppe med stegt Oumph 

Hvad er bedre i vinterkulden end en solid suppe?! En varm, fyldig suppe som mætter 😋

Jeg kan godt lide den lidt tyktflydende i konsistensen, men du spæder bare op med vand, hvis du er til lidt tyndere supper.

Oumph er et soja-produkt, som pt forhandles i Føtex. Det har lidt konsistens som kylling og egner sig rigtig fint til stegning. Smagen er rimelig neutral, men det er nemt at spice det lidt op.

En kalorielet ret, som også er god til børn.

Opskrift kiksuppe med stegt Oumph

900 g kikærter fra dåse

200 g porre

100 g gulerod

150 g squash

1 tsk rosmarin

1 tsk timian

1 tsk knust spidskommen

1 spsk karry

3 fed oliven olie

1,5 L bouillon

Lidt olie

Saften fra 1-2 lime

280 g Oumph, thyme & garlic

Snit grøntsagerne groft og svits dem sammen med krydderierne i olien, i ca 5 minutter. Tilsæt kikærter og bouillon. Bring suppen i kog og lad dem små koge i 25 minutter.  Tag suppen af varmen og blend den grundigt i gennem. Tilsæt saften fra en lime og smag herefter til med salt, peber og ekstra lime.

Hak Oumph i små stykker. Svits dem sprøde i lidt olie.

Server suppen rygende varm, med et drys Oumph.



Velbekommen 😀

Veg-an(d) a la orange

Nu hvor sommeren er ved at være slut og får jeg af og til lyst til lidt “tungere” retter. Så i går var det tid til at teste det kinesiske IMG_5856seitanprodukt “mockduck”. Jeg har faktisk aldrig prøvet det før, men jeg er utrolig overrasket og kommer helt sikkert til at lave det igen. Det var meget mørt og saftigt. Jeg valgte at tilberede det, som jeg tænker det ville være godt juleaften. Og det blev helt forrygende. Jeg plejer at lave en super saftig og smagfuld nøddesteg, til julemiddagen, men fremover vil der blive suppleret med veg-an(d) a la orange 🙂

Mockduck købes hos asiatiske købmænd. Jeg havde brugt 3 ds til 4 personer og det var kun lige nok, ingen rester…. desværre. En anden gang vil jeg lave 1 ds per person.

Opskrift Veg-an(d) al la orange

3 ds mockduckIMG_5851

3 øko appelsiner

2 spsk farin

4 stjerneanis

6 nelliker

6 hele peberkorn

1/2 tsk timian

2 dl hvidvin (eller 2 dl vand og 1 spsk hvid balsamico)

lidt fedtstof

Riv 2 appelsiner og pres dem herefter. Saft og skal kommes i en gryde sammen med vin, farin og krydderier. Bring det i kog.

På en pande svitses mockduck og den sidste appelsin, som er skåret i 8-10 små både (med skal på). Når seitanen har fået en fin stegt overflade, hældes saucen over og retten står ved lav varme og simrer 12-15 minutter inden servering.

Her serveret med lidt af det klassiske fra julebordet, hvide og brune kartofler, kål (rosenkål stegt m lidt chili), syltede asier og brun sauce. Uhhmmm en gang i mellem er det altså bare for lækker mad 😉

IMG_5853

Velbekommen 😀

Alexanders wok

Jeg er så priviligeret at min søn ofte laver lækker vegansk mad til mig 🙂   …. nå ja og til sig selv!

I går blev jeg forkælet med superlækker wok mad. Det er så dejlig nemt at lave, det er sundt og smager fantastisk. Hvis du ikke allerede har overgivet dig til wokken, så prøv lige denne her!

Wok mad er desuden en god “tøm køleskabet” ret. Så hvis du ligger inde med en del små rester af forskellige grøntsager, er det en nem måde at rydde op på.

Opskrift Alexanders wokIMG_5824

3 små gulerødder i skiver

1 rød peberfrugt i tern

2 forårsløg i skiver

2 håndfulde hakket spidskål

1 lille ds vandkastanier

1 lille ds bambusskud skåret i små stænger

1 pakke fast tofu (her alpro’s, som nu kan købes i kvickly 🙂  ) skåret i små tern

rød karrypasta

1/2 ds kokosmælk

lidt olie

soyasauce

kogte nudler (brug risnudler, hvis retten skal være glutenfri)

Varm olien godt op og svits karrypastaen 1 minut. Tilsæt tofuternene og steg dem ved god varme 2-3 minutter, men du vender dem hyppigt. Kom alle grøntsagerne i og svits i yderliger 7-8 minutter, igen mens du vender hyppigt. Tilsæt kokosmælken og bring retten i kog. Skru herefter ned og smag til med rød karrypasta og soyasauce. Vend nudlerne i og svits dem med et minuts tid og server retten dampende varm.

Tak for mad Alexander.

IMG_5825

Velbekommen 😀

Mac-and-no-cheese

Amerikanerne elsker deres “mac and cheese” og jeg har også altid syntes det var lækkert, på en lidt fed måde 😉

Her er en vegansk, sund version af retten, som smager fantastisk. Traditionelt spises retten som den er, uden tilbehør… men jeg er jo ikke amerikaner og kan derfor risiko-frit servere retten som jeg vil. Jeg synes sæsonens dampede  grøntsager og linsedeller er perfekt til mac-and-no-cheese.

En ret som er super, hvis du har gæster med ikke veganske børn! Meget mild og cremet.

Opskrift Mac-and-no-cheese

Saucen:

100 g bagt gæskar (Bages mør i ovnen, ca 40 min v 180 grader)IMG_5809

110 g kogt kartoffel

30 g cashewnødder

ca 2 dl vand (brug gerne kartoffelvandet)

2 1/2 spsk gærflager

1/4 tsk løgpulver

2 tsk citronsaft

1 tsk salt

salt og peber

——

400 g pasta (evt glutenfri pasta)

Lidt purløg

Kog pastaen al dente. Kom alle ingredienser ingredienserne til saucen i en blender. Blend til konsistensen er helt cremet.

Kom den kogte pasta i et ovnfast fad, hæld saucen over, drys purløg på og vend det rundt. Gratiner ca 8 min ved 200 grader.

Server retten alene, eller med det tilbehør du har lyst til.

IMG_5811

Velbekommen 🙂

Hotpot – spansk chorizoret

Selvom denne ret høre til i slowfood afdelingen, er den utrolig let at lave. Det tager ikke ret lang tid at forberede den og herefter passer den sig selv. En lækker ret til når der kommer gæster… Også de kødspisende!
I stedet for traditionel chorizo bruges en seitan chorizo. De kan købes i helsekostbutikker og i nogle af superbrugsens butikker. I Odense har de veganske specialiteter i superbrugesen på rødegårdsvej 84.

IMG_3195.JPG

brug opskriften som inspiration. Du kan komme de fleste grove grøntsager i.

opskrift Spansk Chorizoret

Ca 350 g vegansk chorizo
300 g karfofler
250 g gulerødde
125 g løg
150 g rød peber
1 chili (vælg den smagsvariant du fortrækker)
3-4 fed hvidløg
5-6 kviste frisk timian
1 tsk tørret rosmarin
Paprika
Salt
Peber
Oliven olie

IMG_3198.JPG

Skær pølsen og gulerødderne i skiver. Kartofler, peberfrugt og løg hakkes groft. Hvidløg og chili hakkes lidt finere. Kom alle ingredienserne i et ovnfast fad med låg. Tilsæt salt, peber, rosmarin og rigeligt med paprika. Hæld olivenolien over. Bland det godt rundt. Kom retten i ovnen i en time ved 210 grader. Stil den rygende varm på bordet og nyd den som den er eller med groft brød og salat.

IMG_3200.JPG

Velbekommen 😃