Tag Archives: gærflager

Bønnepostej

Bønnepostej opfylder alle mine kriterier til hverdags pålæg.

  • Sundt
  • Nemt
  • “Splatter” ikke ud
  • Smager godt, selv efter et par timer udenfor køleskabet
  • Mætter
  • Kalorielet, men proteinrig

Jeg er ind i mellem forfalden til at købe Astrid og Abernes bønnepostej, men den er bare lidt dyr i længden…. og egentlig er det fjollet, for det er så nemt at lave selv. Her er min version. Lav en portion i weekenden, så er der til hele ugen.

Opskrift Bønnepostej

1 ds kidneybeans

1 ds bønnemix (eller en ekstra ds kidneybeans)

170 g champignon fra glas (giver en anden smag en friske champignoner)

2 spsk gærflager

1 tsk engelsk sauce eller soyasauce

2 knivsp løgpulver

2 knivsp hvidløgspulver

2 knivsp røget paprika

salt og peber

Skyl bønner og champignon og lad dem dryppe af. Tag ca en halv dåse kidney beans fra. Kom resten ef ingredienserne i foodprocessoren og mix sammen ved lav hastighed. Ikke forlænge, det må godt have lidt struktur. Mos resten af bønnerne en anelse med en gaffel og vend dem i. Smag til med salt og peber…. vupti…. bønnepostej.

IMG_6237

Velbekommen 😀 

Reklamer

Små Frokost frittata – lige til madpakken

Så er det hverdag i morgen… sådan for alvor. Jeg er faktisk stor fan af hverdage, men efter en ferie sætter jeg pris på, at de første dage er lidt nemmere på det praktiske plan. Og madpakken er et af de steder, hvor jeg kan lette min mandag morgen (alene det at have en plan, er en hjælp …). Så i dag har jeg lavet lidt guf til de næste dages madpakker. Nemlig små frittatas. Egentlig er en frittata en æggekage, men den veganske version er med en basis af kikærtemel og majsstivelse. Der er dybest set ikke nogen højere plan i mit valg af grøntsager. Jeg kiggede i køleskabet og samlede rester plus lidt løg… Brug det du bedst kan lide og husk de kan krydres som du vil. Denne version er neutral, men de kan jo spices op ret nemt. Det bliver bedst hvis du kommer krydderierne i den tørre blanding fra starten, så de bliver jævnt fordelt.

Opskrift Frokost frittata 

2 dl kikærtemel

1,5 spsk majsstivelse

1 dl gærflager

1 tsk sort salt

1/4 tsk hvidløgspulver

1/2 tsk timian

1/4 tsk sennepspulver

lidt peber

1,5 dl vand

80 g hakket løg

90 g hakket peberfrugt

25 g babyspinat

150 g broccoli

lidt olie

Svits grøntsagerne i olien til de løgene bliver blanke, 5-10 minutter ved middel varme. Bland de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt vandet og rør til massen er jævn. Vend grøntsagerne i. Kom fyldet i muffinsforme og bag dem v 175 grader, varmluft. Lige til madpakken, eller anrettet med en salat, som en lille forret.

IMG_4310

Velbekommen 😀

Paneret seitan

Jeg har jo en dejlig masse seitan liggende og har flere gange i dag overvejet hvad menuen skulle stå på her til aften, noget der var nemt og lidt hurtigt… og pludselig så vidste jeg det! Paneret, stegt seitan 😛

Der findes mange måder at panere på og den ene er ikke mere rigtig end den anden. Men her får du mit bud.

Paneret seitan

8 stk seitan a la kylling

soyasauce

3 spsk mel

3 spsk rasp

1 spsk gærflager

1 tsk sennepspulver

Olie eller margerine til stegning

Bland mel, rasp, gærflager og sennepspulver. Vend seitan stykkerne i soyasaucen og derefter i melblandingen. Steg dem ved lidt over middel varme ca 2-3 minutter på hver side, til de er gyldne og sprøde.

Jeg dampede blomkål til og stuvede lidt svampe i soyafløde (pasta ville have passet fint hertil). Vupti: aftensmad på 20 minutter – og det smagte fortrinligt !

IMG_3884

Velbekommen 😀

Seitan a la kylling

Jeg har valgt at kalde denne seitan for “a la kylling”, ikke fordi den smager af kylling, men fordi den kan bruges som kyllingefilet. Du kan snitte den i strimler og bruge den i wok retter, pita brød, panere og stege den, komme den i karrysovs, paprikasovs, eller bruge den som pålæg i en sandwich, i en burger… kun fantasien sætter grænser.

Seitan er magert og proteinrigt. I sig selv smager seitan ikke af noget, så det handler om at krydre den så det passer til det du vil bruge den til. Seitan laves som bekendt af vital gluten/glutemel/hvede protein(kært barn har mange navne). Glutenmel kan købes via nettet, vegefood.dk har det på deres bestillingsliste og ellers kan det også købes via tyske og engelske hjemmesider. En vigtig ting når du laver din egen seitan er, at koge den længe nok. Seitan skal koges mør ellers er det ikke den helt store fornøjelse at spise! Så skær altid et hjørne af din seitan inden du afslutter kogeprocessen. Kogetiden i diverse opskrifter (incl. mine) er altid kun vejledende. Kogetiden afhænger jo bl.a. hvor store stykker du laver. Når du skær seitandejen i de stykker du vil koge, så husk at de svulmer op til lidt over dobbelt størrelse. Det er efter min mening svært at lave store stykker seitan, som er lækre. Jeg foretrækker at lave små stykker. Du kan opbevare den færdige seitan i den bouillon du har kogt den i, på køl i en uge. Så kan du efterhånden fiske de stykker op, som du skal bruge.

Opskrift Seitan a la kylling

5 dl glutenmelIMG_3871

3/4 dl gærflager

3/4 dl kikærtemel

1/2 tsk salt (lidt mindre eller udelad hvis din bouillon er meget salt)

2 tsk løgpulver

1 tsk timian

1 tsk hvidløgspulver

2 tsk olivenolie

3/4 dl soyasauce

3 dl bouillon

2 l bouillon

4 fed hvidløg

3 laurbærblade

Kom 2 l bouillon, pressede hvidløg og laurbærblade i en gryde og bring den i kog.

Kom de tørre ingredienser i en skål og bland dem. I en mindre skål blandes de våde ingredienser. Kom de våde ingredienser i de tørre og ælt det godt sammen. Lad massen hvile et par minutter og ælt den igen. Form en pølse med den diameter du ønsker dine stykker i. Jeg har her lavet den i ca. 3 cm. Skær skiver i den ønskede tykkelse. Tryk skiverne flade og kom dem i den kogende bouillon. Skru ned og lad seitanen simre i en time. Smag på den. Når den er mør (efter ca. en time) tages gryden fra varmen. Lad seitanen blive i bouillonen og køl det hele ned.

Din seitan er nu klar til at indgå de næste mange dages retter 🙂

IMG_3872

 

Velbekommen 😀

Basis sovs – kalorielet

Jeg elsker sovs i mange afskygninger. Problemet er at med mange sovse følger en hel del kalorier. Her kommer en basis sovs, med et meget lavt kalorie indhold, kun 45 kcal pr. 100 g. Hvis du vil have den endnu lettere kan du blot udelade soyafløden. Varier den efter lyst: Kom en anelse mere stivelse(0,5 tsk) i og revet muskat nød, så er den også rigtig god over lasagne, som erstatning for den fede bechamelsovs. Hvis du vil have en klassisk brun sovs, kan du tilsætte et par laurbærblade, kulør og lidt rødvin. Lav den til en karrysovs eller… mulighederne er mange.

Opskrift Basis sovs

250 g blomkål20131104-200920.jpg

5 dl vand

1 tsk salt

1 tsk paprika

1 tsk løgpulver

1 tsk hvidløgspulver

1 dl gærflager

1 spsk majsstivelse

0,5 dl soyafløde

peber

Kog blomkålen i vandet under låg, til det er mørt. Blend med en stavblender. Tilsæt krydderier, gærflager og stivelse og blend til sovsen er helt jævn. Kog sovsen igennem i ca. 2 minutter under omrøring. Tag den af varmen og rør soyafløden i. Smag til med salt og peber. Her er den serveret med champignon og spinat over grønne linser.

20131104-201006.jpg

Velbekommen 😀

Stuvet grønkål med svampe

20131015-230536.jpgHer kommer endnu et bud på, hvordan du kan bruge den fantastiske kål. Mange afholder sig fra at spise grønkål, af grunde jeg egentlig ikke helt kan gennemskue. Grønkål er smagfuldt, sundt og har den smukkeste grønne farve. Jeg har nævnt det før, men nu kommer det lige igen: Kål er en af vores sundeste grøntsager! Så brug den, specielt nu, hvor sæsonen er på sit højeste. Denne ret er ganske enkel og tager præcis så lang tid at lave, som det tager at koge pasta 🙂

Opskrift Stuvet grønkål med svampe

4 portobello svampe, skåret i tern (1-2 cm)

100 g hakket grønkål

1 fed hvidløg, finthakket

1,5 dl soyafløde

2 spsk gærflager

1 tsk rosmarin

lidt fedtstof

salt og peber

Svits svampe og hvidløg i lidt fedtstof, ved middel varme. Når svampene er faldet lidt sammen, tilsættes grønkål, rosmarin, lidt salt og peber. Svits 2 minutter. Rør gærflagerne ud i soyafløden og hæl det over grøntsagerne. Når det koger, skrues helt ned. Lad retten simre 5 minutter. Smag til med salt og peber. Server til fuldkorns pasta.

20131015-230559.jpg

Velbekommen 🙂

Stuvet blomkål og gulerødder

Stuvet blomkål med frikadeller er en rigtig klassisk “mormor” ret. Endda en der med lethed kan laves i vegansk version. Som nogle måske har luret, bliver det af og til en sport for mig, at veganisere traditionel mad. I aften stod den så på stuvet blomkål og gulerødder, med linsedeller og rugpasta. Det smagte dejligt og er en god ret til børn. Du kan bruge de grøntsager du har lyst til og som du lige har i huset.

Opskrift Stuvet blomkål og gulerødder

1 blomkålshoved

3 store gulerødder

30 g plantemargarine

3 spsk mel

1 dl soyafløde

1 dl soyamælk

1 spsk gærflager

0,25 tsk revet muskatnød

salt og peber

Rens blomkålen og del den i små mundrette buketter. Skræl gulerødderne og skær dem i tern. Kom grøntsagerne i en gryde, drys lidt salt på, dæk med vand og bring dem i kog under låg. Lad dem koge i 3-6 minutter, så de har den mørhedsgrad du bedst kan lide. Hæld kogevandet fra og gem det. Smelt margarinen i en tykbundet gryde, rør melet i. Tilsæt ca. 3 dl af kogevandet lidt ad gangen og pisk det grundigt sammen med melbollen. Når du har en tyk-flydende masse tilsættes soyafløde, soyamælk, gærflager, muskatnød og lidt salt og peber. Bring sovsen i kog, under meget hyppig omrøring. Lad den koge i ca 4 minutter. Juster konsistensen med kogevandet fra grøntsagerne. Smag til med salt og peber. Når sovsen er færdig, hældes den over grøntsagerne. En dejlig mild ret, som mange børn elsker.

IMG_2548

Velbekommen 🙂

Vegansk omelet

Omelet kan bruges på brunchbordet, som en lille appetitvækker eller som et måltid i sig selv. Du kan komme lige de grøntsager du har lyst til i den. Vær dog opmærksom på at de skal være møre. Vame tiden er kun 10 minutter. Til gengæld er det en skøn måde at spise rester på! Her har jeg lavet min frokost omelet med facon stykker, tomat og forårsløg. En anden lækker variant er med steget champignoner og skalotteløg.

Opskrift Vegansk omelet

1,5 dl kikærtemel (købes i helsekost butikker evt via netbutikker)IMG_2535

1 spsk gærflager

1/4 salt

1/4 bagepulver

1/4 gul karry

1/4 gurkemeje

1 dl soyamælk

fedtstof til stegning

1 lille tomat

Det grønne fra 2 forårsløg

2 spsk facon stykker

Bland kikærtemel, gærflager, salt, bagepulver, karry og gurkemeje i en røreskål. Tilsæt soyamælken og pisk dej godt igennem. Lad den stå og tykne 5 minutter. Hvis du synes den er for tyk, kan du evt tilsætte en tsk vand eller to. Men dejen skal være tykflydende. Smelt fedtstoffet på en pande. Kom dejen på panden og læg det ønskede fyld ovenpå. Her er brugt tomater (fjern kernerne, så det ikke bliver for vådt), det grønne fra et par forårsløg og sprøde facon stykker. Bage omeletten ved middelvarme under låg i ca 10 minutter. Juster varmen, så den ikke bliver brændt i bunden. Du kan også vælge at vende den efter 5 minutter.

Den er også egnet til madpakken.

IMG_2538

Velbekommen 🙂

Vegansk skæreost

IMG_2307

Jeg må bekende kulør som oste-elsker. Men når nu de danske butikker ikke er helt fremme i skoene mht at indkøbe veganske oste, ja så må vi jo selv lave dem! Jeg har allerede givet et par bud her på bloggen på hvordan en blød ost og en smøreost kan laves. Her kommer så et bud på en skæreost. Denne opskrift er en mild basisost. Du kan selv skrue op for krydrierne. Vil du have en lidt stærkere version, kan du tilsætte lidt ekstra hvidvinseddike, sennepspulver eller lidt purløg(hakkes sammen med nødderne fra starten). Du kan også lave en chiliost, paprika/tomat (en anelse paprika og lidt tomatpure giver lidt cheddar smag), basilikum osv. Prøv dig frem og varier din ost.

Spis den på brød med grønt til, kom den i en varm toast eller giv den en tur i ovnen evt på grill funktion. Mums… 😀

Opskrift Vegansk skæreost

1 tsk herbamare (se “Vigtigt i mit køkken“)

1/2 dl kogende vand

1,5 dl cashew nødder

0,5 dl gærflager (se “Vigtigt i mit køkken“)IMG_2310

2 tsk løgpulver

1 ts hvidløgspulver

0,5 tsk salt

3,5 dl soya mælk

2 spsk olivenolie

1 dl agar agar (købes i helsekostbutikker også via nettet)

1 spsk hvidvinsbalsamico

1 spsk tahin

Opløs herabamare i det kogende vand. Hak nødderne i en foodprocessor til de er helt findelte, pas på de ikke bliver til “smør”. Tilsæt gærflager, løgpulver, hvidløgspulver og salt og kør en omgang til med foodprocessoren. Varm soyamælk, olie og agar agar op i en gryde under omrøring. Lad det simre i 6-7 minutter under stadig omrøring. Kom alle ingredienserne i foodprocessoren og lad den arbejde til massen er helt jævn. Det tager 4-7 minutter alt efter maskinens effektivitet. Smag til med salt. Hæld ostemassen over i en passende form og stil den køligt til næste dag. Og så er det bare i gang med at nyde osten.

IMG_2312

IMG_2313

Velbekommen 🙂

Karrykål med bønner

Her til aften stod den på lidt hurtig mad. Når det skal gå stærkt i køkkenet holder jeg meget af kålretter. Sundt, magert og dejlig nemt. Tilberedningstiden kan holdes på under 30 minutter. En god mandagsmiddag 😀

Når du koger bønner og kikærter, så lav gerne store portioner. De kan fint fryses ned i passende portioner, når de er kølet af.

Opskrift Karrykål med bønner

ca 200 g fint snittet hvidkål

100 g babycarotter

1 stor porre

400 g forkogte sortøje bønner, eller hvad du nu har

ca 1 spsk karry (afhængig af styrken af din karry og hvor stærk du ønsker retten)

salt, peber

1 spsk soya

1,5 dl soyamæk

0,5 dl gærflager

olie

Svits kål, porre og karry i olien ved middel varme, til kålen falder lidt sammen. Tilsæt peber, babycarotte og bønner. Rør gærflagerne ud i soyamælken og hæld blandingen over retten. Rør godt og bring i kog. Tilsæt soyaen og lad retten simre 10-15 minutter. Smag til med salt og karry. Server den rygende varm, til en god chutney f.eks. “græskarchutney“. Retten kan spises som den er eller med ris til.

IMG_2265

Velbekommen 🙂