Tag Archives: ingefær

Seitan med ingefær

Seitan er dejlig hurtig mad. Hvis du selv laver din seitan fra gluten, kan du roligt lave en større portion end du spiser. Det kan fint holde sig op til 10 dage i køleskabet. Så skærer du blot det af du skal bruge undervejs. Hvis du ikke selv laver seitan, kan du købe en glimrende seitan på glas fra Rømer, har du ikke en helsekost i nærområdet der sælger det, kan du købe det i flere net-helsekostbutikker. Seitan på glas er langtidsholdbar, så det kan godt betale sig at købe mange glas.

Nå men tilbage til aftenens hurtige mad…. 🙂  Jeg har hele dagen haft en lyst til seitan og selvfølgelig skulle der ingefær i! Jeg synes at lidt sødt passer rigtig godt til ingefær, især hvis det er en frisk lidt stærk ingefær jeg bruger. Derfor valgte jeg at kombinere med masser af ærter og broccolistilk (smid aldrig broccolistilk ud, skær den i små stænger og brug dem i pande, gryde, wok og ovnretter). Resultatet blev en skøn frisk ret, som varmt kan anbefales.

Opskrift Seitan med ingefær

50 g fint snittet ingefær

100 g broccoli stænger

200 g ærter (helst de fine, med en lidt sød smag)

200 g hakket seitan

1 tsk chiliflager

2 tsk cajunmix eller rød karry

1,5 dl sojafløde

1,5 dl vand

Svits ingefær, broccolistænger og krydderier i et par minutter ved middel varme. Tilsæt seitan og svits i yderligere 3-4 minutter. Tilsæt ærter, bruger du frosne ærter, så lad dem lige tø på panden, før du tilsætter sojafløde og vand. Bring retten i kog og skru ned. Lad den små koge til den er kogt lidt ind (tager ca 5 minutter). Smag til med soja eller salt. Spis retten til pasta, ris, bygkerner, bulgur eller lækkert groft brød. En dejlig nem og sund hverdagsret.

IMG_2380

 

Velbekommen 🙂

Ingefær pølse

I den kommende uges madpakker venter der Ingefær pølse. Det er en seitan pølse, som jeg har valgt at krydre med frisk ingefær. Vær opmærksom på, at smagen af tørret stødt ingefær er lidt anderledes end smagen af den friske. Tørret stødt ingefær er ikke så skarpt og forfriskende i smagen. Men i øvrigt også et glimrende krydderi. Jeg har nævnt det før, men gør det lige igen…. Seitan er dejlig nemt at lave selv, det laves af hvedegluten. Du kan købe gluten på http://www.veganwondeland.de. Du kan også lave det selv af hvedemel, som du vasker men jeg har altid syntes det så besværligt ud og ret vandforbrugende. Jeg køber min gluten (hvis nogle af mine læsere kender til en dansk butik der sælger gluten, så giv endelig besked) og laver selv seitan af den. Magert, proteinrigt, lækkert og billigt!

Opskrift Ingefær pølseIMG_2376

5 dl gluten

1,5 dl gærflager

2 tsk salt

2 tsk timian

2 tsk hvidløgspulver

1 tsk karry

2,5 dl vand

1 spsk citron saft

1 spsk HP sauce

1 spsk fint revet ingefær

Bland de tørre ingredienser i en skål. Bland de våde ingredienser (revet ingefær er en våd ingr.) i en anden skål. Hæl de våde i det tørre og ælt seitanen grundigt. Det er en ret sej masse at arbejde med. For to pølser og pak dem grundigt ind i staniol. Damp dem i 45 minutter. Køl dem af og brug dem som pålæg eller skær dem i små tern til gryderetter, eller skær 1-1,5 cm tykke skiver, steg dem på en pande og spis til f.eks. ris med grønt i kokossauce.

IMG_2373

Velbekommen 🙂

Rødbede og ingefær x 2

Rødbedens sødme og ingefærens friske smag passer utrolig godt sammen. Hertil aften lavede jeg to små retter med fokus på rødebede og ingefær. Den ene var en lun ret, stegt rødbede og ingefær. Den anden var en råkost med rødbede og ingefær. Hertil fik vi linsedeller og perlebyg 🙂 Begge retter er nemme og hurtige at tilberede.

Opskrift Stegt rødbede og ingefærIMG_2359

300 g rødbeder i tern

50 g fint hakket løg (brug evt minihakker)

40 g små ingefær tern

olie

salt og peber

De snittede grøntsager steges i olie ved middel varme i 10-15 minutter. Vend dem hyppigt undervejs. Smag til med salt og peber.

IMG_2366

Opskrift Råkost med rødbede og ingefærIMG_2363

300 g skrællede rødbeder

60 g ingefær

2 stængler bladselleri

1 æble

1 spsk balsamico

1 dl solsikkekerne

Riv rødbeder og æble groft. Riv ingefære helt fint. Snit bladsellerien i fine tern. Bland alle ingredienserne i en skål.

IMG_2369

Velbekommen 🙂

Ingefær og spinat suppe

Ingefær er et superlækkert krydderi, med en let krydret og frisk smag, som vi sagtens kunne bruge mere i de danske køkkener. Ikke kun i kage og slik, men også i den daglige madlavning. I den kommende tid, vil jeg sætte fokus på ingefæren og give eksempler på, hvordan vi kan bruge ingefæren på forskellig vis.

Opskrift Ingefær og spinat suppe 

45 g snittet ingefærIMG_2342

150 g hakket løg

2 fed hakket hvidløg

1 tsk knust chili (du kan også bruge frisk chili)

1 l bouillion (f.eks. 1 liter kogt vand og 1 spsk herbamare)

2 dl grønne linser

200 g spinat

165 g kokosmælk light

saften  fra 1 limefrugt

olie

salt og peber

Svits løg, hvidløg, ingefær og chili i olie ved middel varme til løgene bliver klare. Tilsæt bouillion og linser. Bring suppen i kog, læg låg på og lad den koge i ca 30 minutter, til linserne er helt møre. Tilsæt spinat og kokosmælk og lad suppen småkoge under låg i yderligere 5 minutter. Blend suppen med en stavblender. Tilsæt limesaft og smag til med salt og peber. Drys med ristede græskarkerne ved servering. En superlækker, mager vitaminbombe.

IMG_2345

Velbekommen 🙂