Tag Archives: Garam Masala

Dal

Dal er en traditionel indisk ret bestående af grøntsager, linser og krydderier, gerne garam masala blanding (en slags karry). Der er oceaner af opskrifter og der er ikke én der er mere rigtig end en anden. Retten kan stå og simre i timevis så linserne koger helt ud og retten bliver meget udkogt. Eller den kan spises, når linserne er møre, så der er mere “bid” i retten. Der kan tilsættes mere eller mindre vand, alt efter om man vil have den som en mere “fast” ret eller mere suppe agtig. Jeg er til den mere “fast” form. Om den skal koges ud, afhænger af mit humør og hvad tid jeg får sat retten over 😉  Hvis du vil søge opskrifeter eller andet om dal, så vær opmærksom på at det bliver stavet på forskellige måder, f.eks. dahl og daal.

Der kan bruges forskellige linsetyper. De røde linser, som kan købes i de fleste større supermarkeder, er ganske velegnet. De er hurtige at tilberede og derfor gode på hverdagsaftener, hvor tiden måske er mere knap. Hvis man bevæger sig ind til de asiatiske eller arabiske købmænd vil udvalget af linser være betydeligt større og rigtig spændende.

Den færdige dal

Til dagens dal (som egentlig skulle have været lavet i går…) brugte jeg en linsetype som hedder urid dal. Den holder formen og bevarer sin fine hvide farve under tilberedningen. En rigtig lækker blød linser, som jeg er stor fan af. Den har dog væsentligt længere kogetid, end de ovenfor nævnet røde linser.

Lad køleskabet og din lyst styre valget af grøntsager. Løg, tomater og hvidløg synes jeg dog er et must i retten. Retten kan spises med brød, chutney, ris og hvad man nu synes. I hverdagen spiser jeg den bare som den er, måske med en klat chutney.

Vær opmærksom på at den portion jeg har lavet her er pænt stor. 4 mand kan fint blive mætte, uden tilbehør….

Ingredienser:

2 ds hak. tomater

500 g urid dal linser

grøntsager (se billede)

olie til stegning af grøntsager

garam masala (se “Vigtigt i mit køkken”)

1 stang kanel

gul karry

salt

vand, start med en 1/2 l og fyld på efterhånden til ønskede konsistens

Disse grøntsager brugte jeg i dagens dal.

Grøntsagerne hakkes i mundrette tern. Blomkålen valgte jeg at tilberede i ret store bukette, for at bevare lidt sprødhed. Chilien flækkes en enkelt gang og hvidløg hakkes groft. Varm olie og krydderier op. Jeg startede med 2 spsk garam masala, 2 tsk gul karry og kanelstangen. Svit løg og hvidløg 2 minutter og tilsæt derefter resten af grøntsagerne.

Svitsede grøntsager, inden jeg tilsætter linser og væske.

Svit yderligere i 4-5 minutter. tilsæt linser, hakkede tomater, vand, lidt salt. Bland det hele godt sammen. Når retten koger lægges låg på og der skrues ned. Lad den stå og simre. Røde linser er kogt ud efter 25-30 minutter. Urid dal skal have mindst dobbelt så længe. Rør af og til i retten og tilsæt løbende væske hvis der er behov. Jeg vil helst tilsætte vandet undervejs, da jeg foretrækker retten lidt fast og derfor ikke vil have for meget vand i. Smag til med salt, garam masala og karry undervejs.

Jeg bruger denne garam masala

God fornøjelse med at lave din dal 🙂